Den skinhellige p..fascisme

Indlæg som svar til læserdebat til indlægget ’Demokrati er en hvid dansk mand.’

Det må næsten være, hvad ligner en sprængfarlig cocktail: At skrive et indlæg, hvor både demokrati, muslimer og ens eget udseende bliver nævnt.

Så er man dømt ude, som mørkemændsforsvarer og selvfed skribent med behov for at fortælle Gud og hver mand, hvad andre mener om ens blonde (det snyder, ren Stryhns) hoved.

Og hvorfor så det?

Er det virkelig Jante, der er så kedelig og langt fra moderne at nævne, som den drønnert, der stadig huserer landet over, og ikke kun på Mors?

Hvorfor er det som en rød klud på visse/en hel del (dvs. nogle læserkommentarer udelukkende fra mænd – og så dem af kød og blod fra begge køn, jeg kender derude), at man ikke kan kvække muslim og demokrati, uden man får smidt en burka i hovedet?

”For er det dét du vil, blondie?! Skam dig. Sikke noget vås. Nedgøre den hvide mand og hans platform hvorfra han står og går!”

Det er også min platform. Skulle jeg mene. Indimellem bliver jeg bare i tvivl. Men mon ikke det skyldes at pikfascismen her til lands, er langt mere subtil og sofistikeret, end der, hvor den springer os åbenlyst i øjnene, og er så meget nemmere at pege fingre ad?

For det kan vel ikke være andet end den, pikfascismen med Jante i hånden, der 1) når jeg en sjælden gang nævner mit udseende, får læst og påskrevet af mænd, at dét, skal jeg lige styre mig med. Selv en god mandlig ven har bedt mig klappe hesten, når det gælder beskrivelser af den ydre fernis på bloggen. Dårligt signal at sende. Dårligt signal for hvem? Mændene? Bliver I sure? Mine medsøstre? Må man ikke her til lands sige, at man er smuk, lækker, skøn, fantastisk? Den officielle lov er selvfølgelig bedøvende med det, jeg skal bare adlyde Jante og holde min kæft.

Det er også mænd, der 2) skriver til mig privat og belærer mig om, når jeg skal sige undskyld for at have skrevet noget forkert, for lidt eller for meget på bloggen. De vil bare gerne guide mig, for de ved bedst. Det er skam pænt ment, kvinde.

Og det er de hvide mænd, der 3) sender mails om, at jeg ikke skal vide mig sikker på noget som helst og skal passe på, hvor jeg går, for det er forbudt at skrive, som jeg lyster om en mand jeg en gang kendte. Også selvom jeg giver ham en maske på, men det er ikke godt nok, mener den håndfuld, der genkender ham.

Så der bliver truet med retssag og billeder af mit massageapparat mine søstre gav mig i julegave, og som en kedelig søndag morgen havner i en ægtemands smsbakke, fordi vi flirter for sjov, tror jeg, men for ham er det dødens alvor. Det sømmer sig ikke for en pæn pige sådan at lege med andres følelser, og slet ikke skrive om det på en blog, og hvis jeg fortsætter, så er det værst for mig selv, for sms af apparat vil blive spammet rundt til interesserede kollegaer.

Set med lidt mere erfarne blogøjne tror jeg ikke, at apparat ville have givet nogen journalister latten galt i halsen, og jeg tror heller ikke apparat ville have holdt i retten. Men det var en del af truslen om at sige undskyld og fjerne indlæg. Og det gjorde jeg så, for mine skriverier skabte åbenbart al for meget ballade, sure miner og tvivl i mit sind. Så jeg valgte mundkurven. I dag havde jeg valgt anderledes. Taget kampen op med skinhellige pikfascister og stivnede opfattelser af pænt demokrati med et enslydende sæt af værdier og normer.