Gravid med Gud?

eller historien om det kun er nød, der lærer nøgen kvinde at spinde?

Paris, november 2009

God luck. XXXXX

Hvad mener han? Manden, der ikke ligger i sengen, jeg netop er vågnet i. Er han så fransk, at han ikke kan stave på andre sprog end sit eget? Han er trods alt veluddannet og flyver verden rundt som hot shot arkitekt. Især kineserne er rigtig glade for hans broprojekter.

Deres personlige blogger er taget til Paris. Og det er virkelig en værre historie. Eller så er det netop den historie, vi alle sammen gerne vil skrive vores liv ind i: Kærlighed og sex.

Problemet er bare, at der mangler et ”O”. Med mindre han virkelig mener noget andet?

Smuk, smukkere = kvinde

”Oh!”

“Kan du li’ det? Er det ikke meget bedre end i Danmark?!”, spørger Mathilde mig aftenen inden, jeg møder hendes mand. Vi er på Club Chandelles i 1. Arrondissement.

Mathilde er fransk. 32 år. Forfatter til en bog, der på dansk ville hedde “Afveje”. Den handler om en amerikansk heteroseksuel kvinde, der kommer til Paris og får hele bananen af en dominatrix, hun taber sit hjerte til. Historien har dog en uventet afslutning. Snart skal den filmatiseres, og det er vi i byen for at fejre. Begge er vi iført et udstyr af lingeri købt for en formue hos Fifi Chachnil og Chantal Thomass. Men det er ikke noget særsyn her hos Les Chandelles, der går for at være byens VIP-swingerklub: et overvejende hedonistisk og kvindeligt forførende univers, hvor kvinderne er queens of the night, står der bl.a. i stedets referencer. Piske, SM-outfit og enlige mænd har ingen adgang her.

Mathilde og jeg har mødt hinanden på nettet. Første gang på MySpace og for nylig blev vi genforenet på Facebook. Kvinder knuser hendes hjerte, derfor giftede hun sig sidste år med den langt ældre Charles.

”Jeg var så træt af det hele. Jeg mødte den ene smukke kvinde efter den anden, forelskede mig voldsomt, men det endte altid forfærdeligt. Charles havde altid været der. Altid sagt han elskede mig. Hans karriere er så fantastisk. Han er fantastisk. Han er der bare. Som et rigtigt menneske, der bare elsker.”

Så de fik sig en ordning. Et næsten sexløst forhold. Men en at holde i hånden. En at passe på og blive passet på og Mathilde kunne skrive sin bog uden at tænke på, hvor pengene skulle komme fra.

”Han blander sig ikke i mine kvinder. Men vi har også aftalt, at møder en af os den virkelig store kærlighed, så står vi ikke i vejen for hinanden,” siger Mathilde og lægger en fin hånd med franske negle på mit lår.

Altså den store kærlighed som i det siger “bang bang”, engletrut og det hele. Om det er det, eller noget andet, Mathilde forventer af undertegnede, så tror jeg, at jeg kommer til at skuffe hende. For jeg regner ikke med, at jeg lesbisk. Måske endda slet ikke biseksuel. Men jeg har advaret hende og sagt, at jeg er her for eksperimentets skyld. For jeg er nemlig også træt af det hele, og jeg har ikke lige fundet en Charles. Derfor ser jeg hvad ”man” gør derude. Bl.a. vil jeg finde ud af om den erotiske scene har et værdifuldt fællesskab at byde på eller bare er samlingssted for simple perversioner, der skulle være blevet inde mellem ørene?

Man kunne selvfølgelig redde verden. Og det burde man jo, når man render mageløs rundt, og måske mest er ked af det, fordi verden preller af på en lige uden for ens egen navle. Men inden jeg sparker selvoptagelsen helt ad helvede til, giver jeg krop og erotik en chance. Den slags kropslighed, der ligger uden for drømmen om to, der sejler i en træsko.

”Kærlighed er kønsløst. Der er ikke noget smukkere end to kvindekroppe sammen,” siger Mathilde og får øje på en mand, hun ser ud til at kende.

Hvad der gik forud for Paris: Et sted i København, for nogle weekender siden, 2009

Vi spiser den chokolademousse, vi lige er blevet budt, med fingrene. Der fulgte ingen skeer med, kun latexhandsker. Vi tager moussen naturel og slikker vores fingre rene.

Over for os sidder der et par. Hun har sin hånd om et rødt plastikhylster, der gør det ud for en pik, som, går vi ud fra, har en virkelig pik inden i sig. Til højre for mig sidder en pige i en sort og hvidstribet lakregnjakke. Hun er voluminøs. Hendes mandlige partner er petit og lukket inde i en sort lakheldragt. Senere på aftenen, der er tidlig morgen, møder vi hende på gaden, hvor hun græder.

Jeg er taget til fetish-sex-swingerfest med en læser af Hotdok. Hun er psykolog. Lykkelig gift med en mand og vi har aftalt, at nu skal vi se, hvad det er for noget ”alt det der” på den frie sexscene.
Hun har igennem tiden skrevet masser af kommentarer til bloggen. På et tidspunkt tilbød hun mig at tage mig i behandling. Gratis. Det prøvede vi, men besluttede os til et venskab i stedet.

”Hvad tænker du?,” spørger hun, da vi har siddet lidt og set os omkring.

”At det er grimt,” siger jeg og lader blikket vandre rundt på grimhedens æstetik, der synes at være det herskende i dette 3-etagers hus med omkring 100 mennesker, alle iført et eller andet outfit i enten latex, lak eller læder. Enkelte har også kæder på sig, gummimasker trukket udover ansigtet og piske i hænderne.

”Måske man skal lade sig selv udfordre af, at det er grimt. Vi er blevet så vant til at sex skal være smukt og lækkert at se på. Især pga. pornoindustrien og deres perfekte modeller,” siger psykologen, der selv er iført et sort korset, en sort halterneck-bh, der skubber brysterne opad, og sorte hotpants udover et par netstrømper. Ved siden af de andre, er hun sødsexet i sit udtryk.

Jeg er hoppet i mit livs første sorte lakkjole, købt til lejligheden på Gammel Kongevej. Den har snøre for og bag og sidder som smurt på. Den har også en lynlås, der kan lynes helt op, så man kan se, jeg er uden bund. Det gør jeg så ikke. I stedet holder jeg godt fast på min røde laktaske, mine tanker og pisken. Den har sorte ruskindshaler og et lyserødt skaft med nitter, og er aldrig blevet brugt før.

”Naaaj, hvor er din pisk sød! Hvor har du købt den?”, spørger en blond pige med et håndklæde omkring sig. Hun er i bad ved siden af toilettet, jeg på et tidspunkt frekventerer. Hun og kæresten har fået det varmt efter de har ligget i et aflukkerne med glughullerne, så man kan se de nåle, han har stukket ind i et sirligt mønster i hendes hud, imens de har haft forskellige typer af samlejer.

De smiler som om de lige har spillet tennis.

”Hej, jeg hedder Mette.”

”Hej! Jeg hedder Trine.”

To piger giver hinanden hånden i henrettelsesstolen efter den ene har forsøgt at slikke den anden til en orgasme.

”Jeg var lige ved at komme, men da han så begyndte at røre dig, røg den for mig,” siger den glatbarberede i stolen med de lyse fletninger på hovedet. Den slikkendes kæreste kunne ikke dy sig for at optræde lidt med klaps på hendes balder, da vi stillede os op for at se på.

Forstyr aldrig en kvinde, der er ved at få orgasme.

”Hvorfor skal der være smerte med i det? Hvorfor går alle bare ikke i seng med hinanden og er søde ved hinanden?,” spørger jeg en filminstruktør om, der dukker op midt om natten. Han er velkendt i den erotiske verden, finder jeg ud af, og sammen med en anden kending af den verden, vi har rodet os ud i, sætter de sig og taler med psykologen og jeg.

”Jamen, det er da overfladisk! Du kommer ikke dybt ned på den måde. Med smerte kan begge parter hengive sig en på en anderledes måde,” siger han og virker som om, han allerede har gang i et spil med smil, der balancerer mellem en engels og en sadistisk ypperstpræst klar til at slå, når man har kysset hans ring på fingeren. Et smil, der forfølger mig resten af natten, og som jeg ikke kan lade være med at gengælde. Jeg trækker mig dog som en forskrækket glat ål, da hans fingre let følger lakkroppens kurve og spørger om vi skal ses?

”Sådan en verden må da tiltrække psykopater?,” spørger jeg filminstruktørens kendinge-ven om, der har stillet sig længere nede af baren. Han bekræfter det, men mener, at det alligevel er de færreste.

”Der skal ske noget, inden vi skal hjem!,” siger min psykolog. Indtil videre har vi kun gået rundt, drukket, danset, talt og luret.

Med festens kending går vi ned i kælderen. Han åbner for gabestokken. Psykologen siger ”nej – ikke sådan”, og placerer sine arme oven på den øverste bjælke uden at være låst fast. Han får min pisk og spotter det største stykke bare hud oven på hendes ryg og begynder at piske.

”Av! Nej! Ikke sådan!,” siger psykologen.

“Skal jeg?,” spørger jeg og føler mig som en jomfru.

Så jeg pisker min læser. Psykolog eller ej, hun får det blidt og lidt hårdt, så lidt hårdere og til sidst hurtigt på hendes balder uden på de sorte hotpants.

Psykologen sukker og stønner og kaster sit hoved bagover, så det sorte hår falder nedad ryggen.

Kendingen står og ser på vores seance, der højest varer et halvt minut. Jeg tænker, han tænker ”pigebørn!”.

Nu kan vi gå hjem. På vej ud af døren, ser jeg en mand, som psykologen er sikker på er sadist ind til marv og ben, da han tidligere på aftenen forsøgte sig med en verbal ydmygelse, da hun spurgte om vej til toilettet.

Nu har han væltet sin kæreste overskrævs på den sorte lædersofa og blottet hendes balder. Han niver hende hårdt i den ene balde og hun skriger med et forvrænget ansigt. Så begynder han at slå hende hårdt med en knytnæve samme sted på balden. Jeg får lyst til at piske ham og sige, at han skal holde op med det der!

”Hun har jo selv valgt det,” siger psykologen.

Hvor frit et valg er, afhænger vel af, hvor frit et menneske egentlig er, tænker jeg.

Jeg er fuld af forbehold natten igennem og kan ikke se at livet i swingerland adskiller sig meget fra byfolkets jagt efter kærlighed eller hurtige knald, men de efterfølgende dage bliver jeg alligevel enig med psykologen om, at vi har det som om, vi har leget, og dét overskygger i langt højere grad parader og snerpede miner.

Nu: Les Chandelles

”Charles?!?”, udbryder Mathilde og ligner en, hvis forventning er knust i tusind stykker.

”Han plejer aldrig at komme her!,” fortsætter hun målløst. Vi sidder på en af Les Chandelles bløde hvide sofaer og ser denne høje mand komme imod os. Mathildes mand – meget anderledes end jeg havde forestillet mig.

Resten er som en drøm, som man siger. Fra Les Chandelles befinder jeg mig i suite 36 på hotellet L’Hôtel. Charles er i sandhed ”bare” en mand, der elsker. Ikke noget fikumdik. Og han spørger kun én gang:

”Min kone siger, du gerne vil have et barn?”

”Ja,” siger jeg. For det vil jeg vel. Den lige vej til menneskelig berettigelse og fællesskab.

”Ok,” siger han.

Resten af natten er som tre perler på en snor. Alle gode gange tre, helt almindeligt, lige ud ad landevejen sex mellem to mennesker. Ubeskyttet.

God Luck, står der på sedlen Charles åbenbart har skrevet og lagt ved mit ansigt, så det er det første, jeg ser, da jeg vågner. Idiot, tænker jeg. Hvorfor er du skredet? Og hvorhen? Guddommelig heldighed!? Eller bare held og lykke ønsket af en franskmand, der ikke kan stave? Lyden af et toilet, der skyller, trænger ind i rummet og min egen mislyd forsvinder, men kun for et øjeblik.

”Cherie! Du er vågen!”, siger Mathilde og kommer ud fra badeværelset.

”Hvor er Charles?!,” spørger jeg desorienteret.

”Bygger sin bro selvfølgelig!,” siger Mathilde.

”Tak,” siger hun så.

”Tak?”, spørger jeg.

”Ja… Tak.”

Hvad siger I? Jeg siger Vive La France og tak til alle Hotdoks stabile, som ustabile, sure, glade, kærlige, irriterende, smålige, tålmodige, latterlige og konstruktive læsere, der har fundet vej ind til bloggen de seneste 2 ½ år.
Nu er det slut.

AU REVOIR                                          (Foto: Charlotte Trippetti)

LONDON: Don’t blow my job Pixie!

Jeg er nået til London, hvor jeg møder min hovedkilde i min afprøvning af de moderne mandetyper. (Se mit første indlæg om kønsforsker Christian Groes-Greens tre mandetyper: Krigeren, tryllekunstneren og elskeren.)

Min kilde hedder Pixie Eyes, han er dansk og London er hans hovedsæde. Navnet har de engelske kvinder givet ham, fortæller han mig.

Pixie betyder alf eller trold og når londonske citygirls siger det, er det ment som en kompliment for hans smuttende brune øjne, der, hvis han kan lide det han ser, glor ugenert på en. Allerede her har jeg et problem. Mit mål er jo at stå distancen og ikke lade den lyserøde puls få overtaget. Jeg er en fri kvinde. Jeg skriver artikler fra en metropol jeg knapt kender og jeg undersøger de mænd jeg møder: Jeg indsamler nemlig empiri til at lappe de videnshuller et årelangt forhold naturligt efterlader.

Men Pixie Eyes gør mig usikker. For i hvilken af de Groes-Greenske kategorier hører han til? Han kunne være en kriger, da han både har kæreste og tjener penge hjem til den fælles lejlighed i det mondæne Chelsea. Men beskytter han hjemmets arne med trofaste næp og klør? Nogle krigere har måske også flere kvinder? Måske er det en stiltiende aftale mellem ham og den ældre psykologkæreste, at så længe han ringer hjem, når han bliver forsinket, så må han godt. Som en godt opdraget kriger af den meget frigjorte slags. Måske.

Eller så er jeg bare en inhabil forsker på grund af min forfængelighed. For Pixie Eyes har bidt sig mærke i mine øjenbryn.

Triumfbuer!”, siger han og smiler i hele femøren. Jeg labber det i mig. Og vil have mere. Men komplimenten stopper altid lige der ved øjenbrynene, som jeg til min gru en dag læser i The Evening Standard kun er rammen om sjælen. Hvor øjnene jo er selve porten derind hvor den ægte vare er…. Men, mine blå øjne er ikke det som interesserer ham mest. Så jeg opgiver det (men bevarer naivt håbet et godt stykke tid), og lader Pixie snakke efter vores pudekampe og trøster mig med, at det jo kun kan gøre min undersøgelse af mit genstandsfelt endnu bedre. Vi lægger som regel ud med, at han stiller et spørgsmål:

“Har du været sammen med flere på en gang?”

”Nej”, indrømmer jeg – lidt usikker på om det så er flovt?

”Første gang var sammen med Francois, da jeg var 18…” siger han og ruller historien ud om dengang han som dansk Mærsk-afkom (forældre udstationeret) i Brasilien stod ansigt til ansigt med Francois, bukserne nede og hver sin kvindemund om – ja gæt selv.

Fælles blowjobbet hører jeg allerede om den aften, hvor Pixie og jeg første gang møder hinanden og han i samme åndedrag fortæller om en vis tasmansk ung kvinde med næse for en dansk mand. Sagen er nemlig, at Pixie Eyes også er well connected med kontakter direkte ind til de danske kongelige gemakker. Og det er nok det jeg i dag fortryder allermest med Pixie: At jeg ikke som journalist in spe tog imod hans tilbud om at fortælle historien om prinsessen fra kænguruland længe før de kulørte blade fik nys om den. Men nix! Jeg skulle da være en seriøs journalist!

Min salig afdøde farmor ville ellers have været pavestolt af mig, som den svoren royalist hun var. Ligesom hun var fuldstændigt pjattet med en halvnøgen jøde på et kors. En kærlighed så stor, at hun rodede rundt med regnskaberne som kasserer for en større københavnsk kirke. En historie der endda nåede tabloidpressens spalter – og måske er lidt af et sidespring i denne sammenhæng. Og dog.

For det hele handler om at holde hovedet koldt. Min første lektie som hunkønsvæsen i frit fald. Forblindelse kan afstedkomme mange ulykker. Mine er søvnløse nætter og endeløse samtaler med veninder, hvor vi forsøger at gætte os frem til Pixies og andres handlinger. Vi snakker og snakker i håbet om en happy end. For indimellem sker det jo.

Hvilket det gjorde for farmor: Alle sigtelserne mod hende blev droppet. (En pæn dansk kirke slæber da ikke en senil dame i retten!) For hende var det miraklet – den lykkelige udgang: Det kan betale sig at elske stærkt, længe og kompromisløst. Også selvom den udvalgte kun har underbukser på og fedtet hår.