Gravid med Gud?

eller historien om det kun er nød, der lærer nøgen kvinde at spinde?

Paris, november 2009

God luck. XXXXX

Hvad mener han? Manden, der ikke ligger i sengen, jeg netop er vågnet i. Er han så fransk, at han ikke kan stave på andre sprog end sit eget? Han er trods alt veluddannet og flyver verden rundt som hot shot arkitekt. Især kineserne er rigtig glade for hans broprojekter.

Deres personlige blogger er taget til Paris. Og det er virkelig en værre historie. Eller så er det netop den historie, vi alle sammen gerne vil skrive vores liv ind i: Kærlighed og sex.

Problemet er bare, at der mangler et ”O”. Med mindre han virkelig mener noget andet?

Smuk, smukkere = kvinde

”Oh!”

“Kan du li’ det? Er det ikke meget bedre end i Danmark?!”, spørger Mathilde mig aftenen inden, jeg møder hendes mand. Vi er på Club Chandelles i 1. Arrondissement.

Mathilde er fransk. 32 år. Forfatter til en bog, der på dansk ville hedde “Afveje”. Den handler om en amerikansk heteroseksuel kvinde, der kommer til Paris og får hele bananen af en dominatrix, hun taber sit hjerte til. Historien har dog en uventet afslutning. Snart skal den filmatiseres, og det er vi i byen for at fejre. Begge er vi iført et udstyr af lingeri købt for en formue hos Fifi Chachnil og Chantal Thomass. Men det er ikke noget særsyn her hos Les Chandelles, der går for at være byens VIP-swingerklub: et overvejende hedonistisk og kvindeligt forførende univers, hvor kvinderne er queens of the night, står der bl.a. i stedets referencer. Piske, SM-outfit og enlige mænd har ingen adgang her.

Mathilde og jeg har mødt hinanden på nettet. Første gang på MySpace og for nylig blev vi genforenet på Facebook. Kvinder knuser hendes hjerte, derfor giftede hun sig sidste år med den langt ældre Charles.

”Jeg var så træt af det hele. Jeg mødte den ene smukke kvinde efter den anden, forelskede mig voldsomt, men det endte altid forfærdeligt. Charles havde altid været der. Altid sagt han elskede mig. Hans karriere er så fantastisk. Han er fantastisk. Han er der bare. Som et rigtigt menneske, der bare elsker.”

Så de fik sig en ordning. Et næsten sexløst forhold. Men en at holde i hånden. En at passe på og blive passet på og Mathilde kunne skrive sin bog uden at tænke på, hvor pengene skulle komme fra.

”Han blander sig ikke i mine kvinder. Men vi har også aftalt, at møder en af os den virkelig store kærlighed, så står vi ikke i vejen for hinanden,” siger Mathilde og lægger en fin hånd med franske negle på mit lår.

Altså den store kærlighed som i det siger “bang bang”, engletrut og det hele. Om det er det, eller noget andet, Mathilde forventer af undertegnede, så tror jeg, at jeg kommer til at skuffe hende. For jeg regner ikke med, at jeg lesbisk. Måske endda slet ikke biseksuel. Men jeg har advaret hende og sagt, at jeg er her for eksperimentets skyld. For jeg er nemlig også træt af det hele, og jeg har ikke lige fundet en Charles. Derfor ser jeg hvad ”man” gør derude. Bl.a. vil jeg finde ud af om den erotiske scene har et værdifuldt fællesskab at byde på eller bare er samlingssted for simple perversioner, der skulle være blevet inde mellem ørene?

Man kunne selvfølgelig redde verden. Og det burde man jo, når man render mageløs rundt, og måske mest er ked af det, fordi verden preller af på en lige uden for ens egen navle. Men inden jeg sparker selvoptagelsen helt ad helvede til, giver jeg krop og erotik en chance. Den slags kropslighed, der ligger uden for drømmen om to, der sejler i en træsko.

”Kærlighed er kønsløst. Der er ikke noget smukkere end to kvindekroppe sammen,” siger Mathilde og får øje på en mand, hun ser ud til at kende.

Hvad der gik forud for Paris: Et sted i København, for nogle weekender siden, 2009

Vi spiser den chokolademousse, vi lige er blevet budt, med fingrene. Der fulgte ingen skeer med, kun latexhandsker. Vi tager moussen naturel og slikker vores fingre rene.

Over for os sidder der et par. Hun har sin hånd om et rødt plastikhylster, der gør det ud for en pik, som, går vi ud fra, har en virkelig pik inden i sig. Til højre for mig sidder en pige i en sort og hvidstribet lakregnjakke. Hun er voluminøs. Hendes mandlige partner er petit og lukket inde i en sort lakheldragt. Senere på aftenen, der er tidlig morgen, møder vi hende på gaden, hvor hun græder.

Jeg er taget til fetish-sex-swingerfest med en læser af Hotdok. Hun er psykolog. Lykkelig gift med en mand og vi har aftalt, at nu skal vi se, hvad det er for noget ”alt det der” på den frie sexscene.
Hun har igennem tiden skrevet masser af kommentarer til bloggen. På et tidspunkt tilbød hun mig at tage mig i behandling. Gratis. Det prøvede vi, men besluttede os til et venskab i stedet.

”Hvad tænker du?,” spørger hun, da vi har siddet lidt og set os omkring.

”At det er grimt,” siger jeg og lader blikket vandre rundt på grimhedens æstetik, der synes at være det herskende i dette 3-etagers hus med omkring 100 mennesker, alle iført et eller andet outfit i enten latex, lak eller læder. Enkelte har også kæder på sig, gummimasker trukket udover ansigtet og piske i hænderne.

”Måske man skal lade sig selv udfordre af, at det er grimt. Vi er blevet så vant til at sex skal være smukt og lækkert at se på. Især pga. pornoindustrien og deres perfekte modeller,” siger psykologen, der selv er iført et sort korset, en sort halterneck-bh, der skubber brysterne opad, og sorte hotpants udover et par netstrømper. Ved siden af de andre, er hun sødsexet i sit udtryk.

Jeg er hoppet i mit livs første sorte lakkjole, købt til lejligheden på Gammel Kongevej. Den har snøre for og bag og sidder som smurt på. Den har også en lynlås, der kan lynes helt op, så man kan se, jeg er uden bund. Det gør jeg så ikke. I stedet holder jeg godt fast på min røde laktaske, mine tanker og pisken. Den har sorte ruskindshaler og et lyserødt skaft med nitter, og er aldrig blevet brugt før.

”Naaaj, hvor er din pisk sød! Hvor har du købt den?”, spørger en blond pige med et håndklæde omkring sig. Hun er i bad ved siden af toilettet, jeg på et tidspunkt frekventerer. Hun og kæresten har fået det varmt efter de har ligget i et aflukkerne med glughullerne, så man kan se de nåle, han har stukket ind i et sirligt mønster i hendes hud, imens de har haft forskellige typer af samlejer.

De smiler som om de lige har spillet tennis.

”Hej, jeg hedder Mette.”

”Hej! Jeg hedder Trine.”

To piger giver hinanden hånden i henrettelsesstolen efter den ene har forsøgt at slikke den anden til en orgasme.

”Jeg var lige ved at komme, men da han så begyndte at røre dig, røg den for mig,” siger den glatbarberede i stolen med de lyse fletninger på hovedet. Den slikkendes kæreste kunne ikke dy sig for at optræde lidt med klaps på hendes balder, da vi stillede os op for at se på.

Forstyr aldrig en kvinde, der er ved at få orgasme.

”Hvorfor skal der være smerte med i det? Hvorfor går alle bare ikke i seng med hinanden og er søde ved hinanden?,” spørger jeg en filminstruktør om, der dukker op midt om natten. Han er velkendt i den erotiske verden, finder jeg ud af, og sammen med en anden kending af den verden, vi har rodet os ud i, sætter de sig og taler med psykologen og jeg.

”Jamen, det er da overfladisk! Du kommer ikke dybt ned på den måde. Med smerte kan begge parter hengive sig en på en anderledes måde,” siger han og virker som om, han allerede har gang i et spil med smil, der balancerer mellem en engels og en sadistisk ypperstpræst klar til at slå, når man har kysset hans ring på fingeren. Et smil, der forfølger mig resten af natten, og som jeg ikke kan lade være med at gengælde. Jeg trækker mig dog som en forskrækket glat ål, da hans fingre let følger lakkroppens kurve og spørger om vi skal ses?

”Sådan en verden må da tiltrække psykopater?,” spørger jeg filminstruktørens kendinge-ven om, der har stillet sig længere nede af baren. Han bekræfter det, men mener, at det alligevel er de færreste.

”Der skal ske noget, inden vi skal hjem!,” siger min psykolog. Indtil videre har vi kun gået rundt, drukket, danset, talt og luret.

Med festens kending går vi ned i kælderen. Han åbner for gabestokken. Psykologen siger ”nej – ikke sådan”, og placerer sine arme oven på den øverste bjælke uden at være låst fast. Han får min pisk og spotter det største stykke bare hud oven på hendes ryg og begynder at piske.

”Av! Nej! Ikke sådan!,” siger psykologen.

“Skal jeg?,” spørger jeg og føler mig som en jomfru.

Så jeg pisker min læser. Psykolog eller ej, hun får det blidt og lidt hårdt, så lidt hårdere og til sidst hurtigt på hendes balder uden på de sorte hotpants.

Psykologen sukker og stønner og kaster sit hoved bagover, så det sorte hår falder nedad ryggen.

Kendingen står og ser på vores seance, der højest varer et halvt minut. Jeg tænker, han tænker ”pigebørn!”.

Nu kan vi gå hjem. På vej ud af døren, ser jeg en mand, som psykologen er sikker på er sadist ind til marv og ben, da han tidligere på aftenen forsøgte sig med en verbal ydmygelse, da hun spurgte om vej til toilettet.

Nu har han væltet sin kæreste overskrævs på den sorte lædersofa og blottet hendes balder. Han niver hende hårdt i den ene balde og hun skriger med et forvrænget ansigt. Så begynder han at slå hende hårdt med en knytnæve samme sted på balden. Jeg får lyst til at piske ham og sige, at han skal holde op med det der!

”Hun har jo selv valgt det,” siger psykologen.

Hvor frit et valg er, afhænger vel af, hvor frit et menneske egentlig er, tænker jeg.

Jeg er fuld af forbehold natten igennem og kan ikke se at livet i swingerland adskiller sig meget fra byfolkets jagt efter kærlighed eller hurtige knald, men de efterfølgende dage bliver jeg alligevel enig med psykologen om, at vi har det som om, vi har leget, og dét overskygger i langt højere grad parader og snerpede miner.

Nu: Les Chandelles

”Charles?!?”, udbryder Mathilde og ligner en, hvis forventning er knust i tusind stykker.

”Han plejer aldrig at komme her!,” fortsætter hun målløst. Vi sidder på en af Les Chandelles bløde hvide sofaer og ser denne høje mand komme imod os. Mathildes mand – meget anderledes end jeg havde forestillet mig.

Resten er som en drøm, som man siger. Fra Les Chandelles befinder jeg mig i suite 36 på hotellet L’Hôtel. Charles er i sandhed ”bare” en mand, der elsker. Ikke noget fikumdik. Og han spørger kun én gang:

”Min kone siger, du gerne vil have et barn?”

”Ja,” siger jeg. For det vil jeg vel. Den lige vej til menneskelig berettigelse og fællesskab.

”Ok,” siger han.

Resten af natten er som tre perler på en snor. Alle gode gange tre, helt almindeligt, lige ud ad landevejen sex mellem to mennesker. Ubeskyttet.

God Luck, står der på sedlen Charles åbenbart har skrevet og lagt ved mit ansigt, så det er det første, jeg ser, da jeg vågner. Idiot, tænker jeg. Hvorfor er du skredet? Og hvorhen? Guddommelig heldighed!? Eller bare held og lykke ønsket af en franskmand, der ikke kan stave? Lyden af et toilet, der skyller, trænger ind i rummet og min egen mislyd forsvinder, men kun for et øjeblik.

”Cherie! Du er vågen!”, siger Mathilde og kommer ud fra badeværelset.

”Hvor er Charles?!,” spørger jeg desorienteret.

”Bygger sin bro selvfølgelig!,” siger Mathilde.

”Tak,” siger hun så.

”Tak?”, spørger jeg.

”Ja… Tak.”

Hvad siger I? Jeg siger Vive La France og tak til alle Hotdoks stabile, som ustabile, sure, glade, kærlige, irriterende, smålige, tålmodige, latterlige og konstruktive læsere, der har fundet vej ind til bloggen de seneste 2 ½ år.
Nu er det slut.

AU REVOIR                                          (Foto: Charlotte Trippetti)

Kan kvinder med sæd i ansigtet være frigjorte?

Kvinder, hvorfor finder I jer i porno?, spørger den 26-årige ’Andreas’ kvinderne om.

Medvirker vi alle i en pornofilm?, spørger Marianne Eilenberger om.

Du er sgu da en “slut“!, konstaterer den pæne unge mand, der først kaldte mig et ”Rousseausk naturbarn”, dernæst “Elvira Madigan’sk”. Og dernæst igen “den ensomme vandrer af en pige i bikini, man kan være så heldig at møde på en øde strand”. Og så en “tæve”. På engelsk. Da vi havde vores ’snak’ om det, vi havde gang i, var mere knald eller fald – ned til hvor der også er følelser og ikke kun lir og ballade.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tror, jeg er stået af ræset med at kritisere de 30 something herrer for deres manglende modenhed. Der skal to til en tango og alt det der, og det glemmer Marianne Eilenberger måske i sin kronik i Politiken i sidste uge, der egentlig ikke handler om de +30-årige drengerøve (selvom de er en oplagt målgruppe), men om pornografi. Udelukkende set fra kvindernes vinkel. Eller med det øje, at det er mændene, der bestemmer hvor skabet skal stå og hvad der skal være i det af spændende legetøj og nye frække partnere.

Den altid liderlige mand

Enhver, der læser bare et par aviser om året, uanset om det er Ekstra Bladet eller Jyllands-Posten, ’ved’ nu, at: mænd er visuelle, vil have mere sex end kvinder, vil prøve hvad som helst på et lagen, vil se sig om efter en ny eller en supplerende partner, hvis deres ’kvinde’ ikke vil levere hvad som helst på et lagen, har ret til at forvente en endeløs strøm af visuelle seksuelle stimuli, såsom poledance på en almindelig natklub og korsetter på kæresten, skal ’belønnes’ med blowjob, ikke bør holde sig tilbage for at foreslå deres kæreste en trekant med hendes lækreste veninde. Kort sagt, at mænd helst skal leve i en fortløbende pornofilm, hvis de skal være tilfredse.

Skriver Marianne Eilenberger i sin kronik.

“Yep! Sådan, er dét!”, tænker jeg. Og endnu mere rigtigt:

Forskellighed … ?

Underligt nok ligner rigtige kvinders lyster mændenes til forveksling, hvis man skal tro medierne. Opmærksomme læsere har for eksempel i aviser kunnet læse, at kvinder: elsker at gå i frækt undertøj, elsker analsex, gerne ’vil tages’ uden at blive spurgt, er vilde med pigesex og så videre og så fremdeles.

At kvinder i virkeligheden vil have sex som i en pornofilm. Hvilket utvivlsomt alt sammen er rigtigt nogle gange for nogle kvinder og helt forkert andre gange for de samme kvinder, og det samme gælder sikkert for mænd.

Hvad der derimod kan undre, er, at hvis alle disse ting er sande – hvordan kan man så samtidig fastholde, at mænds og kvinders seksualitet er afgrundsdyb forskellig?

Lige præcis!

Kvinders perfekthedstyranni

Men HVORFOR understøtter kvinden så manden i at, hun skal være vild med sport i toeren, drømmer om trekanter med og uden pisk, når hun dukker op til sine stævnemøder, flænset som en glat mis, nylakeret, nyskrubbet, nyredt, nymakeuppet, lækker, smækker, så langt ind i sjælens fernis øjet rækker?

Kvinders perfekthedstyranni, understøttet og holdt om, nurset, plejet og passet af kvinderne selv i skoven af enslydende dameblade og kvinders selvkrav, er som skabt til pornoficeringen af soveværelset, som var det Mik og Susse, der holdt hinanden i hånden.

‘Andreas’ ødelagt af porno

“Som ung mand er det selvfølgelig rigtig spændende med alle de kvinder og al den sex. Men jeg har haft nogle virkelig dårlige oplevelser med porno. Det ødelægger på en måde mit forhold til mine kvindelige venner, for jeg har en masse billeder i hovedet af, at kvinden skal være fræk og gøre bestemte ting, og de kører rundt i min underbevidsthed, når jeg er sammen med en smuk kvinde. Så bliver hun en ting, der skal tilfredsstille mig, i stedet for at være en god, ligeværdig ven”, siger ’Andreas’, der er den unge mand, Politiken for nylig har talt med og som Marianne Eilenberger henviser til i sin kronik.

Som klummerist er det jo mig selv jeg skal bringe i spil, og selvom der efterhånden er mange af os her på nettet, kvinder altså, der skriver os hudløse i frustration over det moderne kærlighedsspil til irritation for flere (en del mænd, lader det til), så læs alligevel. Læs Marianne Eilenberger og bedøm om hun har ret. Læs artiklen med ’Andreas’ og bedøm om han har ret. For det er ikke kun livstilssludder, det her. Det handler lige så meget om, ser det i den grad ud til, hvordan mænd og kvinder har navigeret sig langt væk fra hvad det vil sige at være et menneske. Og som måske er en bedre forklaring end at mænd i 30’erne er nogle barnerumper og kvinder i 30’erne er forkælede prinsesser i catsuits.

9 år, 13 mænd og en masse perfekte kvinder

Fra min egen statistik af de 13 mænd jeg kan regne mig frem til det er blevet til her de seneste 9 år som fisk alene i vandet, har de 10 af dem været optaget af:

1) Hvorvidt jeg var promiskuøs eller ej. Dækket ind under prædikater som femme fatale, frækkert, flabet og så her sidst ’slut’. Hvilket jeg mere ser som et behov for at, kvinder skal leve op til mænds forestillinger om, at som det ser ud på film, billeder og lignende, jamen, sådan ser det også ud i virkeligheden. SAMTIDIG med at hun gerne må være en ‘ordentlig pige’. Men alligevel – når hun vakler, føler, giver sig halvvejs til kende, så vakler mændenes forestillingsverden også, og så er det bedre med kategoriseringer, så vi kan forblive i hver vores kasse af verdensbilleder.

2) Porno: Enten bekendes, der kulør ret hurtigt, ofte i en bisætning. ”Porno – jamen, selvfølgelig ser jeg porno, og hey må jeg komme i dit ansigt?”, eller så sniges teknikkerne ind ad bagvejen, som synes mere påsmurte end udtryk for en reel hengivelse.

I de 9 år, jeg har været fisk blandt en masse alene-sild derude, så kan jeg kun komme i tanke om få kvinder, der ikke på en eller anden måde er optaget af: Godt hår på hovedet, meget lidt hår forneden, pæne negle, lækkert tøj, dufte, krop i orden uden for lidt eller for meget, smækre, lækre og helt i orden, trimmet, plejet og kørt i stilling. Har vi franske negle, så er den helt hjemme: Så ligner vi alle lidt Jenna Jameson, selvom vi både læser skønt og fint litteratur og orienterer os her og der og alle vegne.

Jeg ved selvfølgelig godt, at ræsonnementer afhænger af optikken, hvorfra ens liv beskues og vi hverisær tiltrækker noget bestemt. Jeg har nok en vis flair for Don Juan-typen, der lettere fascineres og besnæres end han reelt elsker. Som min lesbiske franske veninde på nettet, der gang på gang synker med hjertet ned på bunden over heteroseksuelle kvinder, der synes hun er så spændende at sætte fingrene i, men alligevel vælger en mand i sidste ende.

Men er det pornoen i bred forstand, de herrer og damer, billederne af villige blondiner med sæd i munden, forestillingerne om trekanter, pigesex, analsex – tilsat en god gang kvindelig perfekthedstyranni fintunet og udviklet igennem de seneste 30 år – der er med til at skabe miseren?

Når en oplyst, veluddannet, pæn, sød mand på ens egen alder, glad for følsom fransk filosofi og porno og det der ligner, overdynger en med komplimenter, holder i hånd og kysser, men ender med at kalde en for slut, selvfølgelig kun for ’sjovt’,  lige da det er ved at være slut, efter der er blevet givet efter for lidt lir og ballade på lagenet og følelserne skal blottes, så er der noget galt. Især når han også har sagt:

”Jeg vil så gerne have en ligeværdig partner.”

Det lyder som en ligning, han aldrig vil få til at gå op. Og det lyder som en ligning, jeg heller ikke kan regne med at have tjek på, så længe jeg forsøger at være perfekt i vor allesammens pornofilm.

Moderne kvinder kan ikke selv

Vi skal have en mand. Ja, vi skal så! Det er derfor, vi brokker os i alle vores rum fra sladder i øregange til ublu indvielse i vores styrker og sårbarheder for fulde gardiner. Vi får for lidt og DEN STORE KÆRLIGHED, den skal død og pine mig indfinde sig, og hvis den ikke gør det, må det være mændenes skyld: Drengerøvene og alle de andre cheating lying bastards.

Danske kvinder taler som feminister og lever deres liv på en ært. Vi er gule og blå af frustration. Og det tror jeg fanden, når ens medsøstre tager røven på en gang på gang.

”Det er en mere moden form for ‘chick lit’, der ikke handler om det ‘cute kiksede’, men om dybe emner som identitetskrise og skilsmisse set med en selvironisk distance. Jeg er ingen singlesild, fik børn meget tidligt i mit liv og har aldrig kunnet identificere mig med Bridget Jones og Nynnes Dagbog. Jeg har mandag morgen og madpakker. Og det har irriteret mig, at de kvindeportrætter, vi har kunnet læse om, aldrig har haft den substans eller tragedie, som jeg føler mit eget liv har haft.”

Sådan siger Andrea Hejlskov i dag til Berlingske Tidende. Hun er forfatter til verdens nok første Facebookroman, der udkommer i dag den 7. september 2009. Den har jeg læst. For det meste opslugt, da jeg kan genkende det meste fra et liv, der handler om at sætte en scene og trække stikket ud, når det bliver for meget:

Transparens er en tendens i samfundet. Nogle kalder det følelsesporno andre kalder det ”individualisering”. Det ser ud som om man i vore dage opnår status ved at have fundet sig selv og være sig selv. Man behøver ikke gå med cigar og høj hat og et eje et par fabrikker og være venner med dronningen, bare man ved hvordan man er SigSelv.

Står der bl.a. i ”Andrea Hejlskov – en Facebookbiografi.”

Kort fortalt er det en poetisk jammerdal, hvor hovedpersonen Andrea Hejlskov over et år har delagtiggjort sine venner på Facebook i sit liv med tre børn med to forskellige mænd, en skilsmisse- og kunstnerkrise, depression, en tur i en statsforvaltning, og så endelig: DEN STORE KÆRLIGHED.

Som en udfrielse mod al det onde. Kærligheden, der kommer – eller dvs. manden, der dukker op ud af det blå, på FB selvfølgelig, og fjerner ubehaget med et pennestrøg og forsikringer om, at der er mere, hvor det kommer fra.

Misundelig? Helt sikkert. Og dybt skuffet. Jeg var skam vild med at læse Andrea Hejlskovs bog. Den er selvoptaget, smuk, for meget, ligegyldig, klog og det hele. Men der er intet nyt under solen. INTET. Hvor er den kvinde henne i dette land, der kan andet end enten: 1) Brokke sig over mænd 2) Forherlige prinsessedrømmen endnu en gang.

Der er noget galt med den moderne danske kvinde. Og jeg er ikke undtaget.

HOLD NU KÆFT KVINDE!

Jeg forstår jer egentlig godt: De herrer, der er ved at kløjs, gabe kæberne af led, irriteres, forundres og bare har fået nok af den moderne kvinde, der i ét væk kan brokke sig og klage over alt fra 35-åriges drengerøvsmentalitet, for få kvindelige ledere, for lidt i løn, for lidt sex, for lidt kærlighed, for lidt forståelse og for lidt mandighed.

Besnakket og italesat her og der og alle vegne af dem i privaten og så sådanne nogle som os – medieduller? –  fx ganske tydeligt i det forrige indlæg Mænd bliver ophidset af kvinders angst eller hos Anne Sophia Hermansen i Berlingske Tidende. Begge sætter vi med vores skrivepenne den moderne mand op på en knage til spøg og skæmt, peget på med fingre, mindst tre af gangen, imens vi ikke ser bjælken i vores eget øje vokse sig større og større.

Godt vi har Lone Frank i Weekendavisen, der kan kaste skytset tilbage og erindre os om at måske, er den såkaldte moderne frigjorte kvinde, der harmes over den uansvarlige lige så moderne drengerøv, i virkeligheden et så forkælet og infantilt væsen selv, at hun ikke er i stand til at glæde sig over al den frihed, hun har været med til at skabe for begge køn.

Jeg vender gerne blikket indad og tager min del af ansvaret i denne ’kønnenes kamp’, som den stadig kaldes, selvom Rødstrømpebevægelsen for længst har nedlagt sig selv. Men jeg synes det er svært. Virkelig virkelig svært.

Kan det være andet end, og hvis jeg nu skriver det med småbitte bogstaver, er det måske ikke så slemt, c-h-a-u-v-i-n-i-s-m-e, når jeg skriver om den angst (det forrige omtalte indlæg), jeg mener, de fleste kvinder skal forholde sig til, hvis og når de skal leve, gå, cykle, ryge og rejse alene, og hvad det afstedkommer af reaktioner fra især det andet køn. Særligt her på bloggen, men også privat.

”Se rundt på alle disse mennesker!,” siger min ven, der er en helt igennem blød fætter, der kan tale følsomt og ømt med kvinderne og kysse dem hedt og inderligt, imens han peger rundt på de mere end 117 mennesker fra hver sit køn, der skåler og hygger sig med hinanden en fredag aften på en bar i København.

”Der er ikke én af dem, der tænker over, om de er bange eller taler så meget om det som dig. Så lad nu være og ha´det sjovt!”

Jeg ved det godt. Hvor ville mit liv være lykkeligt og fint, hvis jeg bare kunne tie stille, nyde og bruge mit udmærkede udseende og finde mig en sød mand. Jeg vedhæfter her nogle af de mange råd, jeg har modtaget til at blive en lykkelig kvinde.

SVEND
Aj, jeg bliver helt trist på dine vegne. Du skal da bare have en krammer, og nogen til at fortælle dig at det hele er ‘OK’.

PETERSEN
Don’t flatter yourself:
du er ikke smuk.
En smuk kvinde hviler i sig selv,
er smuk uden at ‘ville’ det,
er smuk uden at fremtvinge det,
en smuk kvinde er naturligt varm, stærk
og erotisk.

NIELSEN
Opskriften på ufarlige mænd er simpel: Gå efter deres pik og sug jer fast indtil den er udtømt for virilitet – så er både mand og pik slatne og fuldstændig ufarlige.

Jj
Er du OK?
Du lyder ikke OK.
Det er ikke mænd i almindelighed, der er noget i vejen med – det er dig.
Der er ikke noget generelt i vejen med farven på verden, det er farven på dine briller, den er gal med.

NIELSEN
Det simple råd til kvinder, der ikke vil være bange for mænd, er at begære dem og forføre dem. Og hvis alle kvinder annammede det råd og handlede på det, er mit bud at jorden ville være et dejligere sted at være for både kvinder, mænd og børn.

KJ
Kvinder har andre behov end mænd og det glemmer mænd ofte. Personligt tror jeg at hvis mænd ville bruge noget mere tid på kvindens behov (frem for deres egen forestilling om hendes behov) så ville de finde ud af at hun er mere end villig til også at se til hans behov.

NIELS FRANK
Måske skulle man(d) tage imod hendes ”blottelse”, om ikke med kyshånd, men i hvert fald ikke med forhånelse, for hvor tit er det lige, at man(d) får lov til at se ind i kvindes angst?
Hvis vi – mænd – ikke kan rumme den (også), så bliver det sgu ikke et særligt godt forhold. For tro mig, mange kvinder har angsten, på et eller andet plan. Det er jeg i den grad overbevist om.
Ligesåvel, at en hel del mænd, tænder på at mærke angsten hos en kvinde. Det giver magt og stiver det eller så flade, maskuline ego af.

CHRISTENSEN
Kvinder vil altid forsøge at udfordre mandens grænser, både derhjemme og ude i samfundet. På den måde er kvinder lidt ligesom små børn. De skal være lidt BANGE for din reaktion for at få respekt og opføre sig ordentligt. Det er DIG der er alfahannen – det er sådan set bare det hun tester.

Deal with it, don’t bitch about it.

Mænd bliver ophidset af kvinders angst

Mænd er farlige. De kan lugte kvinders angst. Og de bliver liderlige af det.

Det kan godt være at kvinden i dag er blevet familiens Alfahan, hvor hendes afkom er resultat af den graviditet, hun har trukket i en automat, fordi hun ikke har fundet egnede eksemplarer langs vejen, hvor virkelighedens donorer står og blafrer med et ensomt udtryk i øjnene, imens de trygler:

“Tag mig med! Elsk mig! Bind mig, til dig.”

Men de, kvinderne, er ingenting, når de træder ind i en bil til en fremmed mand, der skal fragte hende fra A til B. Angsten der følger med ind, som man smækker døren, gør alle moderniteter og selvstændige kvinder til agtpågivende espeløv.

Måske det er i dette møde mellem den fremmede kvinde og fremmede mand, at Lars Von Trier og hans likes tager hævn over de dårende dejlige kvinder med deres gaver hentet i helvede lastet med forfængelighed, grådighed, bedrag, magtsyghed og troløshed.

Det er nu hun kan blive voldtaget. Skamferet. Parteret. Ædt og konsumeret.

Manden i bilen

Sådan har jeg haft det mange gange:

”Pas på du ikke bliver overfaldet!,” hviskede min københavner bydels landsbytosse en aften, da jeg ladet med angst låste mig ind i min opgang og han sprang frem fra mørket. Han er bimlende tosset og har for længst lugtet, at jeg er bange for mænd om natten.

”Er alle kvinder så smukke i Danmark?,” sagde den mand, der havde lovet at køre mig rundt til Leicesters moskeer, men i stedet kørte mig ud på en øde flyveplads med tunge novemberskyer.

”Nu ville du nok kunne sige please, hvis jeg smed dig af her,” sagde den mand, der fragtede mig de 40 kilometer, der skiller Israel fra Palæstina, imens han pegede ud på den mørke sti vi kørte på, hvor de vilde hunde regerede, sagde han.

Angst og bæven i Californien

Jeg er kvinde. Jeg er fri og moderne. Jeg flyver og farer og gør hvad jeg vil. Jeg trækker muligvis et barn i en automat. Men jeg er bange for mænd. Urangsten vi aldrig får smidt af os, og som vi helst ikke taler om, for her til lands er der intet at være bange for. Og i USA, Californien, kommunikerer jeg næsten lige så frit, som i mit eget land, derfor er det pinligt, næsten tåkrummende, at indlede en kontakt med en mand, der for mig er fremmed, selvom vi er sat op via Ansigtsbogen og en ven af ven, med at være bange.

”Du ER virkelig bange for mig?,” siger den 50-årige mand i Porschen, der har hentet mig på Ocean View Hotel lige overfor stranden i Santa Monica i Californien. Her er jeg alene som en del af min sommerferie og hvorfor ikke tage ud med en mand, en anden siger god for?

This is not a date, har jeg skrevet til ham i det globale forsamlingshus.

Take good care of my friend – she was a little worried meeting you, skriver min ven til ham på den mobile linje.

Angsten er italesat og ligger lige foran ham, og han synes næsten at nyde at hente hende den lange bange blondine.

”Jeg synes, man skal tage sine forholdsregler, når man møder mennesker, man ikke kender, måske særligt det andet køn og særligt i et andet land,” forsøger jeg, og han og den veninde, han har taget med for at berolige mig, giver mig ret: Man skal passe på i mødet med den fremmede.

“Min far var C.I.A-agent”

Så vi ender som en treenighed i trediverne på Sushi Roku. Det er lige ud ad landevejen, som den slags lyder, når bymennesker mødes på tværs af grænser og taler om lyset Obama, som jeg elsker højere end dem, vores arbejde og så selvfølgelig manden i Porschens barndomshistorie, han først for nylig lærte at kende:

”Min far var manden med Hawaiiskjorten,” begynder han, der har en amerikansk far, en vietnamesisk mor, er vokset op i Saigon og i dag tjener sine mange penge via investeringsprojekter, så ekskonen kan have det lige så godt med hans indkomst, som den gang, de var gift.

”Hele min barndom igennem var han denne her mand med sit eget rejseselskab. Altid i Hawiisjkorte, altid ude om dagen og snakke med en masse mennesker, og hver aften sad han og skrev som en gal på sin skrivemaskine og sendte papirerne ud til, hvad jeg troede, var hans kunder og kontakter. Men han var de hemmelige agenters hemmelige agent. Under undercover,” fortæller han om faren, der i årevis var agenten, der for CIA sørgede for, at der ikke var for mange brodne kar og uddelegerede ordrer, hvis uglerne i mosen skulle skaffes af vejen.

”Var det ikke mærkeligt at få at vide? For mig ville det være ligesom, at have vokset op på en løgn?”

”Næ, det var egentlig ikke noget særligt.”

”Hvad med din far? Syntes han ikke det var mærkeligt selv? Især hvis han var ansvarlig for andres død?”

”Nej, umiddelbart ikke. Han fortalte bare historien og det var det.”

Frie prinsesser skal tages med bukserne nede

Med sidehistorien under armen, betaler han for de få rå fisk til mange penge, og vi går et par meter rundt om et hjørne til en bar med livemusik og tale uden ørenlyd. Den slags aftener, hvor man skal stå tæt sammen og råbe højt ind i den andens øre. Jeg betaler de første drinks, for at opretholde forestillingen om det frie møde, han insisterer på de næste, glemmer sin medbragte veninde, og ånder tungt i mit øre, imens hans hånd hele tiden skal finde et sted at hvile på mit lår, arm eller ryg.

”Hvordan er kvinderne i Danmark?,” spørger han.

”Frie og selvstændige,” svarer jeg.

”Også dig?”

”Også mig. Især mig.”

”Du er da en prinsesse?!”

”Ja da,” siger jeg og glemmer et øjeblik, at det ikke er her, jeg skal lufte mine hemmelige drømme.

”Nej. På ingen måde. Jeg er ingen prinsesse – Prinsesse Niente,” siger jeg og husker på mit barndomseventyr, der ikke vækker genklang hos manden, der står tæt opad mig og som jeg vrider mig for at komme fri af. Jeg insisterer på at gå hjem, alene, og ikke ned i den kælder, hvor han har parkeret sin bil.

”Vil du ryge en joint?,” spørger han i telefonen 10 minutter efter, og jeg siger nej, lyver om mit værelsesnummer og kan høre skuffelsen i den anden ende.

Manden i Porschen, er ingen Charles Manson, der i år kan fejre sit 40 års jubilæum for bl.a. mordet på en gravid blondine. Han er heller ingen desperat junkie, der den 24. juli i Los Angeles, tæskede den 17-årige Lily Burk til døde i sin bil, da de kreditkort hendes mor havde udstyret hende med til at købe tøj for, ikke virkede i hans forsøg på at tvinge hende til at hæve kontanter til sig.

Han er blot en mand på 50, der muligvis er træt af kvinder, der går efter hele pakken med bryllup, børn og skilsmisse, og som helt sikkert gerne vil have noget sjov i gaden. Også selvom jeg er bange.

”Måske han ligefrem blev ophidset af din angst. Og måske er vestlige kvinder, og især skandinaviske kvinder bare naive, når de sætter sig i situationer, andre kvinder i andre lande, ville have taget alle mulige forholdsregler overfor,” siger en anden mand en uge efter, der er dansk, og som på vores første date, der smagte som gammelt opvaskevand, lod mig betale mine egne drinks.

1. stafet: Er man mindre deprimeret i New York? (og lidt om taskernes Zeitgeist)

Kære Ida,

Velkommen til New York og til vores første postkortudveksling! Når nogen siger, at de skal til en by som New York, og så i dit tilfælde oven i købet bo der, så er min umiddelbare følelse: MISUNDELSE. Jeg er en af de danskere med denne her storby-fascination – og selvfølgelig helt uopfindsomt mest New York og London.

New York har jeg været i én gang med samme motivation som London: Fri og moderne kvinde, der tager af sted for at forfølge en prinsessedrøm om en mand. Begge gange ender jeg med at få røven på komedie, men byerne elsker jeg stadig. London genså jeg for nylig og de vilde følelser blussede op igen.

Det lyder plat, men storby-buzzet gør mig glad. Asen og masen i Tuben. Mennesker overalt. Consumers paradise i et væk og for enhver smag. Det er som om, at enten hægter man sig på eller så lader man helt være. Og vælger man at være med, så undgår man at tage rigtig stilling til sig selv. Det larmer simpelthen for meget. Men måske tager jeg fejl? Måske er det københavnerens romantiske forestilling om det virkelig vilde fantastiske storbyliv?

Din udfordring denne gang, udover at gøre os klogere på livet i N.Y., er: Gå i stormagasinet Bergdorf Goodman på 5. Avenue. Spot den dyreste taske og find ud af, hvordan det står til med det kvindelige monopol-’begreb’ accessories i en tid, hvor vi skal tænke, før vi køber.

Personligt har jeg et stærkt ambivalent forhold til de dyre tasker. En klub jeg ikke vil være medlem af, men altid står og betragter, når jeg fx går igennem et stormagasin. Skal/skal ikke. Og så alle de tasker, man har slået kvinderne oveni hovedet med igennem tiden. Fra Jernladyen til Gucci-Helle.

So long.
Camilla.

Se Idas svar på: Kosmopolit

BEAT-BLOG

Beat-blog er en postkort-blog-stafet mellem bloggerne Camilla Lærke Mors og Ida Jeng. Maks. 300 beåndede, bizarre og personlige ord i jagten på beatet i New York og København.

Du er så smuk med sne ud af næsen

På en festival, der ved første sanseindtryk lugtede mere af prut end tjald, er det alligevel en overraskelse at opdage, hvor mange mennesker, man kender, der kan li’ at putte kokain op i næsen.

Egentlig skulle jeg slet ikke ha’ været der, men noget tog form, der muligvis var lige så hot som Obamas det nye sort: de medieliderlige, syntes mindre liderlige i år.

3000 kr. for at være vigtig

Det kan selvfølgelig skyldes lidt krise-hellighed, men sikkert også historien om de alt for mange journalister – omkring 2000, hvor halvdelen næppe kan forestilles at lave noget på den årlige musikbegivenhed, der gjorde, at det lod til at være langt mindre comme il faut at bukke, skrabe, tigge og be’, og hvad de herrer og damer ellers gør for at være fri for at være ude blandt hoben, skubben og masen og det, som man egentlig kommer for: musikken.

Åh du mægtige Grace!

Der var dog stadig dem, der havde betalt helt op til 3000 kr. for at få en billet, der inkluderede adgang til Mediebyen. Dvs. et indhegnet område, for i princippet arbejdende mediefolk, i realiteten alt, hvad der kan bimle og bamle af journalister og deres venner og alle mulige andre, der drømmer om musik, som noget man er ’ved’.

Og så var der ’os’, der så antydningen af at være lidt zenbuddhistiske; for første gang i flere år blev medieparnasset med kæpper i ørene valgt fra, og vi bekræftede hinanden i, at vi var der for sagens kerne: musikken. Eller måske det bare skyldes alderen og festivalens rigtige satsning på en-dags-billetter. Mange valgte fredag, for der spillede Grace Jones. Og det var sjovt og formidabelt, legendarisk og det hele. En kvinde på over 60, der virkelig forstod at shake the booty.

Men som det festivalen også handler om – det årlige kontroltab, så syntes det noget, for vores vedkommende, tåget. Der var dømt fadbamser og prut, frem for osepinde med virkning. Eller så var det igen alderen, der ikke helt kunne spotte, hvem der ’havde noget’.

Eller så var det bare mig. Der muligvis også kunne være dig. For hvem, kender ikke fornemmelsen af pludselig at tænke, nå!

For på et tidspunkt, meget sent, eller meget tidligt lørdag morgen, befandt vi os alligevel i byen for medierne. Her væltede den sidste bastion rundt af byhoveder – langt oppe i 30’erne og mere aggressive end kærlige. Og her væltede sandheden frem. For det er svært ikke at komme ind på de euforiserende, når mennesker, man kender er mere pågående, grænseoverskridende og mere end almindeligt øl-bøvede.

”De fleste af mine venner gør det,” sagde min kammersjuk under armen, der ligner en lækker mor fra en reklame for havregryn, trusseindlæg og Ipods.

Kokain til børnefødselsdagen

De fleste gør det – og de fleste er her almindelige mennesker i en storby med korte og lange uddannelser, børn, mænd og koner. Sidst, fortalte hun, blev der gruppehandlet blandt pæne forældre og venner til en fødselsdag for en 3-årig, så man kunne være dækket ind til Roskilde.

Og det er slet ikke udsædvanligt, men en klar vane samtlige aviser har skrevet om de seneste fem-seks år. Kokainen, der fortsat falder i pris, bliver stadig et mere og mere populært stof. Ikke at dette er et don’t do drugs – det ved vi jo, og jeg er skam ikke en moralsk Snehvide, der ikke selv har været høj, men det er en sær fornemmelse, når man erfarer, at de fleste gør det, og fortsat gør det, og ikke kunne forestille sig at slippe kontrollen en festlig aften uden pulver i næsen.

‘Alle’ gør det – fortæl os om det!

”Det overrasker mig ikke. Det helt særlige ved kokain er, at det er udbredt i alle sociale lag. Det er ikke ligesom LSD og Ecstasy, som er forbeholdt subkulturerne. Jeg har haft højt ansatte mennesker, der kommer med skæg og blå briller snigende indad bagdøren og skal have hjælp til deres kokainmisbrug.”

Siger en af landets misbrugseksperter, Henrik Rindom, der kender alt til stoffer, men ikke selv har prøvet det.

”Jeg var i 20’erne, da jeg første gang hørte om det via en kollega, der havde hørt om det i USA. Den gang var vi ikke en gang sikre på, om det overhovedet kom til Danmark. Nu er jeg en gammel mand, så det siger mig ikke noget.”

Men det siger en masse danskere noget. Ifl. Henrik Rindom har hver 6. unge mand ved 20 års alderen prøvet stærkere stoffer end hash og hver 12. unge kvinde.

Henrik Rindom ser dog ingen lighedstegn mellem finanskrise og et større behov for kontroltab ved hjælp af kokain – endnu. Men bruger man det hver weekend, så kan man med sikkerhed kalde sig for misbruger.

Hvad er din afhængighed? Og er der noget godt at sige om fx kokain? Del dine tanker med læserne her på bloggen, uden moralske pegefingre.

Må man stjæle en mands sæd?

Søde piger kommer i himlen, slemme piger kommer alle vegne.

XY bor i London, står af i Roskilde og kommer et sted skråt på mave og lår, som er de mest benyttede platforme for afslutning på voksenleg, der skal forblive voksent, henter et håndklæde og giver mig 20 sekunder til at gøre som en tyv i natten.

Er det nu, man som moderne kvinde er rigtig fri?

Eller er vi de frigjorte, når vi som Njor/Stockman kan skrive at ’sex efter, at konen har født, føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken’?

Et lavpunkt for kvindeværd

Det mener forfatter/debattør Jette Hansen ikke, der i de forløbne uger i op til flere aviser har vendt og drejet, og selv er blevet vendt og drejet, ny dansk kvindelitteratur, der åbent bekender sig til at tisse, skide, brække sig, åbne for 2’eren, vibrere med sig selv, skændes, lade sig skille og tude med et smil på læben, et træk på skulderen og en let perlende latter sådan a la ’hvor er vi stærke, når vi udstiller vores svagheder på den her måde som mænd gør, når de er rigtige mænd.’

Hun langer ud efter nynnerne, camillaerne, majserne og hvem, der ellers skriver om at være dagens kvinde.

Selv har jeg aldrig læst de damer, også selvom flere helt sikkert vil sætte denne blog og dens ejerinde i samme æske af kvindelige horende brokkehoveder.

Mit problem som ’frigjort’ kvinde, er, at jeg ikke kan gennemskue de virkelig frigjorte.

Der er ingen opskrifter og der ingen, der går planken helt ud.

For hvis kvindelig frigjorthed virkelig skulle sejre, skulle vi frigøre os helt fra ønsket om at finde sammen som par i reproduktionens navn.

Fra kavalergangsfeminist til rigtig feminist

Samtidig er det også som om enhver frigjort kvinde på et eller tidspunkt i sit liv snubler i sine egne følelser. Se bare, hvad ugens Weekendavis skriver om Sex and the City’s såkaldte åndelige bedstemor – Helen Gurley Brown:

Ann Mariager (artiklens forfatterinde) er begejstret over at denne kvinde nu endelig med en ny biografi bliver placeret i kvindehistorisk øjenhøjde med de store amerikanske feminister. Hvor hun, hidtil, skriver Mariager, ellers kun har været berygtet som kavalergangsfeminist. Undertegnede er også henrykt over at stifte bekendtskab med denne kvinde, der kan kunsten at lire vendinger af som ’søde piger kommer i himlen, slemme piger kommer alle vegne’, i 1962 skrev håndbogen Sex and the Single Girl for sådan nogle som undertegnede, der dengang ville have tilhørt fortroppen af vor tids gennemtærsket alenetendens og som i en årrække gjorde sig som redaktør af Cosmopolitan og aldrig værdigede moderskabet nogen særlig interesse.

Sikke en kvinde! Sikke et forbillede, der styrer som et skib igennem knubs og afvisninger, for selvfølgelig fik hun masser af modstand på sin vej.

Snydepels

Men vor herre, hvis han red til hest, om Mariager ikke skriver:

Da var hun 37, (blev) David Brown den livslange kammerat, partner og elsker, som hun havde ledt efter. Han bakkede hende op professionelt, og da hun fik ideen til bogen »Sex and the Single Girl«, så var det ham, der fandt på titlen.

Så bag enhver skøn kvinde, står en klog mand, også selvom denne kvinde havde ’slugt mænd som popcorn’ og animeret datidens kvinder til at leve et godt liv alene uden at bukke under for følelsen/behovet/kravet for og om at komme sikkert i havn. Dvs. endnu en prinsesse i ulveklæder, der er ved at være gul og blå over at gemme på ærten.

Åh nej. Suk. Øv. Æv. Bæv. Hvorfor er der ingen, der støtter os i den ultimative frigjorthed?

Babyer kommer med toget

Selv forsøger jeg i London. Byen der er min syndens hule. Selvrealiseringens egotrip.
Hvor fortærsket sex, drugs og rock’n roll end lyder, er det et langt bedre investerbart kontroltab end timer hos terapeuten. Her kommer de slemme piger, der i København har for travlt med at passe sødt ind, virkelig i himlen.

Så jeg giver frigjortheden en sidste chance sammen med XY. En mand jeg tidligere snublede i, men som ikke længere gør mig til en flæbende hængepil, højst til en let rislen.

Så vi holder en fest.

Og lige der, hvor han er stået af i min gamle hjemby, hvor nogle også har diarré og opkastninger, lader han mig alene med alle vores babyer på perronen. Er det nu, man skal vise sit værd som ægte moderne kvinde? Stjæle hans bidrag? Det kan jo holde sig, det stads, lidt tid uden for hans den varme stue, og der er jo også rigtig varmt i min.

Jeg griner forlegent som en 11-årig med fingrene i kagedåsen, da han kommer ind med håndklædet.

Han opdager ingenting. Det gør han sjældent.

”Det er SÅ tarveligt, det der!,” siger en af hans kønsfæller senere, da jeg er tilbage til vor stilhedens by i nord.

”Dét kan jeg sgu godt forstå, at du gjorde,” siger en af mine egne fæller, der også cykler derudad alene på x-antal år og regner med at stoppe på en klinik.

”Ej, dét du gjorde bare ikke!,” siger en anden, der slet ikke vil ha’ nogen.

Men det gjorde jeg. Og kan ’man’ det? Moralsk anfægteligt i et hot moment eller enhver moderne kvindes ret under den frie leg?

Jalvings bøsser skal lære at danse

… efter hans pibe og de skal fandme gøre det gratis!

Fo’ det vil a sgu it betale te!

Den danske folkesygdom ondt i ryggen og stress har intet med dårlige arbejdsstillinger eller for meget om ørerne at gøre. Ondets rod skal snarere søges i de stive overlæbers forurettelse. Pia Kjærsgaard er ekspert i det og Mikael Jalving – den borgerlige kommentator/blogger på JP er også helt superduper. Og det er egentlig underligt, når han nu virker som sådan en glad dreng, når man møder ham i byen, som jeg tidligere har fortalt.

En mandag aften er det noget helt andet. På DR2 i går (mandag d. 8. juni 09) kunne man gå i seng med Jalvings bitre rønnebær over de her 30 millioner kroner som Københavns Kommune har valgt at smide efter World Outgames 2009. En slags OL for bøsser, lesbiske og andre der ikke går i seng med en fra det andet køn.

Og det er sgu for dårligt, mener Jalving. Så det skulle selvfølgelig diskuteres der mandag aften. På sit blogindlæg Fri os for Homo-OL, der lå til grund for aftenens lille konfrontation mellem Jalving og Uffe Elbæk – chef for arrangementet, er Jalving først og fremmest sur over hvad borgernes penge her bruges til og dernæst ’hvorfor dog blande sport og seksualitet sammen?’ Som den ægte sportsmand han er, handler det om at tvære modstanderen ud – bøsse eller ej. Muligvis skal han ikke tage det med sporten så alvorligt. Så vidt jeg kan se, er det en fest, snarere end et OL, som de homoseksuelle indkalder til.
I deres programintro, står der bl.a. :

World Outgames is an international event for the body, the mind, and the spirit. We celebrate the talents and contributions of homosexual, bi-sexual and transgender men and women from every corner of the globe.

Hvorfor skal vi betale til det? Det er selvfølgelig et udmærket spørgsmål. Og hvorfor skal vi betale til finkulturens underskudsforretning på Kgs. Nytorv, Holmen og i Nyhavn? Og alt det andet, vi betaler til.

Nu er sur samfundsrevselse egentlig slet ikke denne blogs sfære, det lader vi de andre hvide mænd om, så nøjes jeg med at være sur på dem, men undervejs i denne her hvid mands diskussion i går, blev Jalving ved med at indvende: Stop nu klynkeriet! Drop den offermentalitet. Det er det samme med muslimerne. Vi er alle borgere i dette land – der er ikke forskel og vi skal ikke tage særlige hensyn!

Det samme har vi diskuteret jævnligt på denne blog: Det brokkende offer. Tag dig nu sammen! De dage er for længst forbi, hvor kvinder fx var ofre for noget som helst.

Der findes ingen virkelige ofre i dette land – og hvis der gør, er det deres egen skyld, og så må de være uden for pædagogisk rækkevidde.

De eneste, det er virkelig synd for, er børnene.

BØRNENE! HVAD MED BØRNENE? Dem hev Jalving også op af hatten i går. De stakkels børn, der har det så skidt i landets skoler. Gamle bøger, gamle computere, huller i væggene.

Stakkels stakkels dem i deres OshKosh med Ipods og argumenterne i orden til at forhandle mad og aftenens dvd …

De eneste problemer status-ynglet i dag har, er deres forældre. Sådan nogle som Jalving, der har for travlt med deres behind. For det er ved gud ikke gamle lasede bøger, der giver en problemer på halsen senere i livet. Fraværende fædre og stressede mødre er en langt værre cocktail end outdatede bærbare.

Nu handler det her ikke om Jalving personligt. Men det handler om, hvordan vi opfatter vindere og tabere i det her samfund. Og hvad det egentlig vil sige at vinde og tabe? Hvorfor det ifølge nogle (kun de borgerlige-liberale?) er så lidt comme il faut at påberåbe sig retten til at dyrke og dvæle ved det at tilhøre en minoritet.  Jeg undrer mig over denne sur mands fjæs, der tror han selv er en vinder, rækker tunge af alle ofrene, der får penge af kommunen og som selv ender med at stå og sparke i jorden, imens nogle holder en fest.

Kvinder skal behandles som rotter

Hvis en hunrotte kunne kagle og gale, valgte den hønsene. På den måde ville den undgå at bukke helt under for stress, depressioner og tage sig selv af dage.

Det må stort set være konklusionen på Female rats, like women, need each other to relieve stress og dette års pinse uden karneval.

For dem, der ikke allerede har fundet linket til NRC Handelsblad, man kunne se på Politikens hjemmeside i fredags, er historien følgende:

Glem alt om mental og følelsesmæssig ligestilling: Kvinder og mænds hjerner er så fundamentalt forskellige, at vi selv i forsknings øjemed bliver nødt til at tage højde for om det er hun- eller hanforsøgsdyr, der sætter livet på spil, når den menneskelige natur skal forstås. En hollandsk forsker ved navn Ter Horst siger:

”Vi har denne her stående joke i laboratoriet: Hvis en mand responderer på et eller andet, hvordan kan man så forudsige, hvordan en kvinde vil reagere? Præcis modsat!”

Sikke de morer sig, de forskere! Og Horst her beskæftiger sig med kronisk stress, der er den sikre vej til angst og depressioner.

Hvem kender ikke en eller to på lykkepiller i dag, og hvem har ikke selv prøvet det, og kvinderne er klart i overtal. Derfor, siger den hollandske forsker, er det mærkeligt, at den meste forskning er udført på hanrotter, når det gælder at finde veje ud af mørket.

Så vær ikke flov over kagleriet eller bliv irriteret på din kvindelige mages behov for at udtrykke sig. For uden snak ville kvinden dø.

Se fx her, hvad der sker, når man som kvinde forsøger at forstå en mand i pinsen – man ender i en hønsegård. Og det er faktisk rigtig godt.

Før:

Jeg viser dig min og jeg ser din – ok?!

På Fisketorvet i København kan man blive en rigtig candy girl med Sugaring. En metode til at fjerne hår med, især kendt fra Mellemøsten, og som kun udføres få steder her til lands. Det er lavet af sukker, man kan spise det og det gør vanvittigt ondt, hvis det er første gang, man prøver det. ’Min’ behandler er flygtning fra Irak. Fraskilt med et barn, blond med sort bund og gaber, da hun går i gang med at smøre massen på ben og i undervogn.

”Du bliver virkelig glad for det! Jeg har lavet brasiliansk på mig selv siden jeg var 15. Vil du se?,” siger hun og trækker ned i sine trusser så jeg kan se hendes sparsomme hårpragt det sted, hvor det gælder om ikke at have noget, eller kun lidt. Jeg vover mig ikke ud i det brasilianske, men hun har en dyb forståelse af bikinilinje, og jeg er lige ved at græde, da hun går i gang.

”Jeg har vænnet mig til smerten, men sidst jeg fik fjernet hår under armene, græd jeg. Ikke fordi det gjorde mere ondt end ellers, men fordi jeg tænkte på den mand, jeg gerne vil have og som muligvis vil have mig, men jeg tør næsten ikke tro på det, fordi jeg har været så ked af det tidligere,” siger den blonde fra Irak, der ikke har nogen venner og familie her, men en mulig mand i Malmø, der nu i to måneder har bejlet til hende og netop i dag har sendt hende 3 røde roser til hende på arbejdet.

”Hvad tror du det betyder?,” siger hun og jeg nævner 3 som det magiske tal, men vi finder ingen forklaring på det, selvom vi analyserer blomsterne forfra og bagfra. Vi giver hinanden et knus, da hun er færdig og ønsker den anden held og lykke med håbet om at finde noget ingen kan erstatte.

Efter:

Nogle dør af det

Liljer er til de døde og det er dem, jeg får af Blå, der er lige så skøn som en flødeskumskage og som altid kalder en spade for en spade. Hun har også cola og bananer med. Jeg er syg. Det bliver man, når man tror, man er lavet af candy og igen igen går ned ad en vej til en mand, der prøver at finde vej ud af sit eget mørke.

Blå pludrer, og vi fortæller de samme historier igen igen og minder hinanden om den virkelig ulykkelige, der døde af det: Hendes mand fandt en anden, hun blev ked, så ked, at hun kom på Sankt Hans, hun sagde hun var ok igen, kom hjem, så ikke sine venner og fandt et reb, hang der og var ikke mer’.

Vi er alle nøgne

Endelig kom Helligånden og man kan begynde at forstå, hvad man selv tænker. På Amager Strand har kvinderne i år fået deres helt eget aflukke. Døren er lukket nu, sidste år var den halvvejs åben. Så i år er der frit udsyn.

Bogen jeg har i tasken handler om et kvindefællesskab, den skal anmeldes og skal derfor læses i solen uden stemmerne i hovedet. Men de snakker og snakker, de nøgne kvinder på Amager Strand.

”Det var virkelig interessant at se, hvordan Henrik og Lotte fandt hinanden efter at have fået børn så sent, ik’ sandt?”

”Jo, men for Line og Bo gik det helt galt. Jeg tog det virkelig meget nært den gang, for jeg kender det så godt fra mine egne adfærdsmønstre.”

Siger den ene til den anden. Så der kan man ikke ligge og jeg finder endelig et stille sted, indtil en tynd blondine med et udslukt blik finder hende, hun skal ligge ved siden af, der ligger lige ved siden af mig.

”Juhuuu, Minna, jeg er herovre!,” og den tynde blonde, der hedder Minna, kommer over og begynder at græde i mobilen, for telefonerne tager man også med på stranden.

”Jeg er SÅ SÅRET, Maria, jeg går til terapi og alt muligt, men jeg er SÅ ked af det!” siger hun til Maria i røret, der netop ringer i det hun skal sole og snakke og begynder på en lang samtale med hikstende stemme. Solveninden bliver irriteret og hvæser:

”Den dér kan du altså tage en anden gang, nu har jeg planlagt at mødes med dig og sat en anden veninde på stand by for din skyld!”

Minna, den sårede blondine, lægger på og der går nogle timer, hvor der SNAKKES, ENDES OG VENDES – HISTORIEN, som deres undertegnede gemt bag bogen om kvindefællesskaber, selvfølgelig skamløst lytter til. Der er ikke noget som andres smerte, når man selv lider. Og Minna har været rigtig uheldig med mand, der i fire år aldrig så hvem, hun virkelig var og vistnok skred, fik et barn med en one stand i vennekredsen og nu er død.

!

Minna og solveninden slutter dagen med at spise slik. Og Minna griner endda lidt.

”Jeg kan meget bedre lide dit slik, end mit eget,” siger solveninden om Minnas det økologiske knasende.

Kom lad mig slikke dig!

”Hunpattedyr slikker hinanden eller ligger tæt opad hinanden, når de oplever stærke stressperioder,” siger Ter Horst – manden, der ved, hvad der skal til.

Når en hunrotte er isoleret, så bliver dens serotonin-system (neurotransmitterne der holder det triste fra døren) ikke aktiveret, men sætter man den sammen med nogle kønsfæller, får hjernen det langt bedre igen. Samme effekt har en sådan en køns-støtte-gruppe derimod ikke for den triste og stressede hanrottes hjerne, står der omtrent i artiklen.

Så lad hønsene kagle. De bliver gladere af det.