Mænd bliver ophidset af kvinders angst

Mænd er farlige. De kan lugte kvinders angst. Og de bliver liderlige af det.

Det kan godt være at kvinden i dag er blevet familiens Alfahan, hvor hendes afkom er resultat af den graviditet, hun har trukket i en automat, fordi hun ikke har fundet egnede eksemplarer langs vejen, hvor virkelighedens donorer står og blafrer med et ensomt udtryk i øjnene, imens de trygler:

“Tag mig med! Elsk mig! Bind mig, til dig.”

Men de, kvinderne, er ingenting, når de træder ind i en bil til en fremmed mand, der skal fragte hende fra A til B. Angsten der følger med ind, som man smækker døren, gør alle moderniteter og selvstændige kvinder til agtpågivende espeløv.

Måske det er i dette møde mellem den fremmede kvinde og fremmede mand, at Lars Von Trier og hans likes tager hævn over de dårende dejlige kvinder med deres gaver hentet i helvede lastet med forfængelighed, grådighed, bedrag, magtsyghed og troløshed.

Det er nu hun kan blive voldtaget. Skamferet. Parteret. Ædt og konsumeret.

Manden i bilen

Sådan har jeg haft det mange gange:

”Pas på du ikke bliver overfaldet!,” hviskede min københavner bydels landsbytosse en aften, da jeg ladet med angst låste mig ind i min opgang og han sprang frem fra mørket. Han er bimlende tosset og har for længst lugtet, at jeg er bange for mænd om natten.

”Er alle kvinder så smukke i Danmark?,” sagde den mand, der havde lovet at køre mig rundt til Leicesters moskeer, men i stedet kørte mig ud på en øde flyveplads med tunge novemberskyer.

”Nu ville du nok kunne sige please, hvis jeg smed dig af her,” sagde den mand, der fragtede mig de 40 kilometer, der skiller Israel fra Palæstina, imens han pegede ud på den mørke sti vi kørte på, hvor de vilde hunde regerede, sagde han.

Angst og bæven i Californien

Jeg er kvinde. Jeg er fri og moderne. Jeg flyver og farer og gør hvad jeg vil. Jeg trækker muligvis et barn i en automat. Men jeg er bange for mænd. Urangsten vi aldrig får smidt af os, og som vi helst ikke taler om, for her til lands er der intet at være bange for. Og i USA, Californien, kommunikerer jeg næsten lige så frit, som i mit eget land, derfor er det pinligt, næsten tåkrummende, at indlede en kontakt med en mand, der for mig er fremmed, selvom vi er sat op via Ansigtsbogen og en ven af ven, med at være bange.

”Du ER virkelig bange for mig?,” siger den 50-årige mand i Porschen, der har hentet mig på Ocean View Hotel lige overfor stranden i Santa Monica i Californien. Her er jeg alene som en del af min sommerferie og hvorfor ikke tage ud med en mand, en anden siger god for?

This is not a date, har jeg skrevet til ham i det globale forsamlingshus.

Take good care of my friend – she was a little worried meeting you, skriver min ven til ham på den mobile linje.

Angsten er italesat og ligger lige foran ham, og han synes næsten at nyde at hente hende den lange bange blondine.

”Jeg synes, man skal tage sine forholdsregler, når man møder mennesker, man ikke kender, måske særligt det andet køn og særligt i et andet land,” forsøger jeg, og han og den veninde, han har taget med for at berolige mig, giver mig ret: Man skal passe på i mødet med den fremmede.

“Min far var C.I.A-agent”

Så vi ender som en treenighed i trediverne på Sushi Roku. Det er lige ud ad landevejen, som den slags lyder, når bymennesker mødes på tværs af grænser og taler om lyset Obama, som jeg elsker højere end dem, vores arbejde og så selvfølgelig manden i Porschens barndomshistorie, han først for nylig lærte at kende:

”Min far var manden med Hawaiiskjorten,” begynder han, der har en amerikansk far, en vietnamesisk mor, er vokset op i Saigon og i dag tjener sine mange penge via investeringsprojekter, så ekskonen kan have det lige så godt med hans indkomst, som den gang, de var gift.

”Hele min barndom igennem var han denne her mand med sit eget rejseselskab. Altid i Hawiisjkorte, altid ude om dagen og snakke med en masse mennesker, og hver aften sad han og skrev som en gal på sin skrivemaskine og sendte papirerne ud til, hvad jeg troede, var hans kunder og kontakter. Men han var de hemmelige agenters hemmelige agent. Under undercover,” fortæller han om faren, der i årevis var agenten, der for CIA sørgede for, at der ikke var for mange brodne kar og uddelegerede ordrer, hvis uglerne i mosen skulle skaffes af vejen.

”Var det ikke mærkeligt at få at vide? For mig ville det være ligesom, at have vokset op på en løgn?”

”Næ, det var egentlig ikke noget særligt.”

”Hvad med din far? Syntes han ikke det var mærkeligt selv? Især hvis han var ansvarlig for andres død?”

”Nej, umiddelbart ikke. Han fortalte bare historien og det var det.”

Frie prinsesser skal tages med bukserne nede

Med sidehistorien under armen, betaler han for de få rå fisk til mange penge, og vi går et par meter rundt om et hjørne til en bar med livemusik og tale uden ørenlyd. Den slags aftener, hvor man skal stå tæt sammen og råbe højt ind i den andens øre. Jeg betaler de første drinks, for at opretholde forestillingen om det frie møde, han insisterer på de næste, glemmer sin medbragte veninde, og ånder tungt i mit øre, imens hans hånd hele tiden skal finde et sted at hvile på mit lår, arm eller ryg.

”Hvordan er kvinderne i Danmark?,” spørger han.

”Frie og selvstændige,” svarer jeg.

”Også dig?”

”Også mig. Især mig.”

”Du er da en prinsesse?!”

”Ja da,” siger jeg og glemmer et øjeblik, at det ikke er her, jeg skal lufte mine hemmelige drømme.

”Nej. På ingen måde. Jeg er ingen prinsesse – Prinsesse Niente,” siger jeg og husker på mit barndomseventyr, der ikke vækker genklang hos manden, der står tæt opad mig og som jeg vrider mig for at komme fri af. Jeg insisterer på at gå hjem, alene, og ikke ned i den kælder, hvor han har parkeret sin bil.

”Vil du ryge en joint?,” spørger han i telefonen 10 minutter efter, og jeg siger nej, lyver om mit værelsesnummer og kan høre skuffelsen i den anden ende.

Manden i Porschen, er ingen Charles Manson, der i år kan fejre sit 40 års jubilæum for bl.a. mordet på en gravid blondine. Han er heller ingen desperat junkie, der den 24. juli i Los Angeles, tæskede den 17-årige Lily Burk til døde i sin bil, da de kreditkort hendes mor havde udstyret hende med til at købe tøj for, ikke virkede i hans forsøg på at tvinge hende til at hæve kontanter til sig.

Han er blot en mand på 50, der muligvis er træt af kvinder, der går efter hele pakken med bryllup, børn og skilsmisse, og som helt sikkert gerne vil have noget sjov i gaden. Også selvom jeg er bange.

”Måske han ligefrem blev ophidset af din angst. Og måske er vestlige kvinder, og især skandinaviske kvinder bare naive, når de sætter sig i situationer, andre kvinder i andre lande, ville have taget alle mulige forholdsregler overfor,” siger en anden mand en uge efter, der er dansk, og som på vores første date, der smagte som gammelt opvaskevand, lod mig betale mine egne drinks.